Efter to år på stand by er Fransk Forår still alive and well.
Mange, rigtig mange godtfolk fra nær og fjern, godt 35.000, valgte selvfølgelig at trodse regn og rusk og besøge Fransk Forår, der som Fugl Fønix rejste sig efter at have være vingeskudt i 2 år. For vejret er et vilkår, som man gerne tager med, og i blandt skinnede solen, og man kunne lune sig over en glad kop kaffe eller måske endda svale lidt af oven den megen hurlumhej med en velskænket og kold fadøl.
Skulle nogen beklage sig over, at vejret ikke spillede helt med, så kan man næppe klage over musikken. Rundt om i byen var der velklingende musik, lige fra DJ over charmerende street parade og franske chansoner m.m.
Det var dog ikke hele Præstø, der var i trikoloren. I et hjørne af Præstø Privatskole var det kun de blå/hvide farver, der svajede i vinden. Her samlede skolens ældste klasser ind til deres forestående tur til Skotland. Her fra redaktionen ønskes alle en god og oplevelsesrig rejse.
Og mange var også rejst til Præstø. Både handlende, turister og andre besøgende gæstede det traditionsrige Franske Forår. Se bare galleriet, eller gå ind på https://www.facebook.com/franskforaar.
Fotos her på magasinet er venligst stillet til rådighed af Anita Jørgensen. De viser lidt af mangfoldigheden blandt de mange boder. Der var for enhver smag, men næppe for enhver pris! Det er ikke et discountmarked. De lokale butikker havde dog tryllet rigtig mange og gode tilbud frem.