• Post author:
  • Post category:NYHED

 

Præstø Sejlklubs dygtige elitesejler, 19-årige Oliver Ørting, har blikket stift rettet mod den 5. august i Spanien. Her sejles verdensmesterskabet for Europajoller, og det er årets største og vigtigste begivenhed for Oliver.
Kursen er sat for længst. Hele vinteren har den unge sejler styrke- og konditionstrænet. Fra februar har han trænet i Europajollen på Præstø Fjord, og i en foreløbig test af formen på Gardasøen i påsken blev han nummer 7 blandt 140 deltagende joller.
“Det er jeg ganske godt tilfreds med. Mit mål var at blive blandt de ti bedste, så det blev indfriet, siger Oliver Ørting.
Feltet af konkurrenter, som Oliver dystede imod under temmelig vanskelige vejr- og vindforhold på Gardasøen, er det samme som sejler VM ved den spanske by Barcelona i august.
Frem til VM venter masser af kapsejladser. I gennemsnit skal Oliver deltage i sejlstævner hver anden weekend frem til VM. Deriblandt mesterskabsstævner. Men VM er det altoverskyggende fokus for Oliver.
I ti år har det unge sejltalent på fornemmeste vis repræsenteret Præstø Sejlklub over hele verden. Pokalhylden er et vidnesbyrd om de mange flotte mesterskabstitler, Oliver har vundet i flere forskellige jolleklasser.
Oliver støttes af blandt andet Vordingborg Kommunes eliteidrætsordning, mens UK Sails sponserer elitesejleren med sejl til Europajollen.

Skrevet af Eva Damsgård.